wpe3.jpg (2771 bytes)
information   
www.oebro95.dk  

02. Februar 2002 / dsm

     
 

Jacob Erlandsens gade ?? Hvem var Jacob Erlandsen

 

 

JAKOB ERLANDSEN 
- forgiftede han kongen?

Oversættelse: Mads Kierkegaard- Kilde: http://home.swipnet.se/~w-19792/dk_erlandsen.html

Lund og Skåne blev i middelalderen hele Nordens kirkelige og kulturelle centrum. Den danske ærkebiskop blev på sin befæstede Lundegård i Lund betragtet som en virkelig kirkefyrste jævnbyrdig med de nordiske konger. Han var pavens legat og Nordens metropolit, primas over den norske og svenske kirke. Biskopperne af Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Færøerne, Island, Grønland og Estland var hans suffraganer, der ligesom ærkebiskopperne i Norge og Sverige måtte hylde ham i Lund. Men det knirkede hele tiden mellem kongemagten i Roskilde og kirkemagten i Lund, særligt i 1200-tallets senere halvdel.

Efter kong Valdemar Sejrs død 1241 opstod der spændinger mellem magtfaktorerne i landet. "Der er så mange i Danmark, som alle vil herrer være", som det hedder i folkevisen fra denne tid. Ifølge sagnet blev kong Valdemar på sine ældre dage grebet af tungsind og dystre, dunkle tanker. Han sendte da bud efter en klog mand på Kullen, den såkaldte Kullenmand, for at få en forklaring. Kullenmanden svarede:

"Din Herre og Konning tænkte på,
hvorlunde det skulde hans Sønner gå,
når han var gangen af Live.
Men sig ham for sandingen så,
at Ørlog og Tvedragt skulde de få,
dog skulde de alle Konger blive."

Kullenmandens dystre profeti gik helt i opfyldelse. Alle Valdemar Sejrs sønner, Erik, Abel og Christoffer, blev konger, og alle tre fik deres regeringstid opfyldt med krig og lovløshed. Den sidste af sønnerne, Christoffer, som juledagen 1252 blev kronet til konge af Danmark i Lund Domkirke, fik sin tid præget af magtkampen med ærkebiskoppen Jakob Erlandsen i Lund. Erlandsen, som 1253 blev udvalgt til ærkebiskop og Palmesøndag 1254 holdt sit højtidelige indtog i Lund, mente at kirkens ret stod over kongemagten: "Ligesom der er to Sværd, et legemligt og et aandeligt, saaledes er der to Slags Fyrster, Dommere og Domstole. Ligesom det aandelige har Forrang for det verdslige, saaledes staar Kirkens Lov over den verdslige, og er der Uenighed mellem dem, maa det mindre vige for det større, det timelige for det aandelige."

Kongen og ærkebiskoppen kom i strid om mange ting: om kongen kunne udtage biskoppernes mænd til krigstjeneste, om ærkebiskoppen havde ret til at grundlægge byer og borge, om kongen i det hele taget måtte have indflydelse på bispevalget osv. Den ene provokation fulgte den anden, og Jakob Erlandsen lod bl.a. kongens og dronningens stole fjerne i domkirken. Da kong Christoffer sammenkaldte et rigsmøde, et såkaldt Danehof i Nyborg 1256, lod ærkebiskoppen samtidig stævne til kirkemøde i Vejle, hvor forsamlingen i skarpe vendinger traf trodsige beslutninger mod kongen: "Da den danske Kirke forfølges af Voldsmænd, besluttes det, at om nogen Biskop i Danmark fanges, lemlæstes eller paa anden Maade lider Vold efter Kongens Bud eller med hans Samtykke eller saaledes, at der er Grund til at tro, det sker med Kongens Vilje, da skal al Gudstjeneste i Riget ophøre." Stik imod kongens vilje besluttede man også, at alene de danske biskopper i fremtiden skulle have ret til at krone tronfølgeren.

Kong Christoffer svarede 1257 med et åbent brev til det skånske landsting i Lund, hvor han fratog ærkebiskoppen alle de rettigheder, hans forgængere havde erhvervet sig tidligere. Konflikten var nu brudt ud i lys lue, og Erlandsen rottede sig sammen med Christoffers fjender. En konflikt anstiftet af ærkebiskoppen opstod mellem Christoffer og kong Håkon af Norge, men til Jakob Erlandsens skuffelse endte det med forlig og til og med forbund. Christoffer havde imidlertid også andre fjender i greverne af Holsten, fyrst Jarimar af Rygen og den afdøde kong Abels søn Erik Abelsen, som indgik et forbund sammen med Jakob Erlandsen med den hensigt at styrte Christoffer og sætte Abels slægt på tronen. Holstenerne angreb Sønderjylland, og Jarimar gik i land på Sjælland, men kong Christoffer forsvarede sig fremgangsrigt, og det lykkedes at slå angrebene tilbage.

Christoffer ville nu benytte lejligheden til at sikre tronfølgen for sin søn Erik og indkaldte til et Danehof i Odense for at få ham kronet. Men Jakob Erlandsen nægtede at krone den lille Erik og forbød alle andre biskopper at gøre det. Dette blev for meget for kongen, som besluttede at kue ærkebiskoppen uanset følgerne. På kongelig ordre blev Jakob Erlandsen en februarnat 1259 overrumplet og fængslet på sin gård Gislebjerg ved Teckomatorp af sin egen broder (!) gælkeren, dvs. kongens stedfortræder i Skåneland, Niels Erlandsen. Bundet og iført en narrehue forsynet med rævehaler blev ærkebiskoppen tvunget op på en hest og ført lige til kongsgården Hagenskov (Frederiksgave) på Fyn, hvor han blev sat i fængslende forvaring.

Med dette lykkedes det ikke for kongen at knægte kirkens modstand, tværtimod! Hidtil havde denne undladt at bruge sit kraftigste våben, nemlig interdikt, dvs. forbud mod gudstjeneste over hele landet, hvilket nu blev pålyst. Trods beslutningen fra kirkemødet i Vejle 1256 vovede kun biskoppen i Roskilde, Peder Bang, at sætte sig op imod kongen og bandlyse dem, der havde deltaget i arrestationen af ærkebiskoppen, og lukke alle kirker i Skåneland og på Sjælland. Kong Christoffer svarede med at beordre, at kirkerne skulle åbnes, og mange steder blev det gennemført med vold.

Roskildebispen vovede ikke længere at blive tilbage i landet, men flygtede til Rygen. Der samlede ærkebiskoppens forbundsfæller krigsfolk, og snart landede biskop Peder Bang, fyrst Jarimar og Erik Abelsen på Sjælland, som blev grusomt hærget. Kong Christoffer, som ikke turde tage kampen op, flygtede til Jylland, mens fyrst Jarimar indtog København, som han trængte ind i på det sted, hvor det såkaldte "Jarmers gab" endnu ligger. I løbet af et par måneder havde Jarimar og hans venner magten over hele Sjælland, efter at en bondehær opbudt af det kongelige parti havde lidt et knusende nederlag ved Næstved. Et par uger tidligere var kong Christoffer også pludselig død i Ribe, ifølge rygtet fordi han drak forgiftet nadversvin serveret af abbed Arnfast fra Ryd Kloster.

Enkedronningen, som hed Margrethe og havde tilnavnet Sprænghest, blev nu tvunget til at forhandle om fred, og ved den anledning frigav hun ærkebiskop Jakob Erlandsen og forlenede Erik Abelsen med Sønderjylland. Men hun gav siden ærkebiskoppen en over snuden ved i Viborg Domkirke at lade de jyske biskopper krone sin tiårige søn Erik til konge af Danmark. Jakob Erlandsen bandlyste da alle de biskopper, der havde været med ved kroningen, og Jarimar genoptog fjendtlighederne. Han faldt ind i Skåne og hærgede, indtil han under plyndringen af en by blev dræbt af en arg bondekone, som stødte en kniv i brystet på ham. Erik Abelsen greb også på ny til våben støttet af greverne i Holsten. Margrethe Sprænghest drog ind i Sønderjylland med en hær for at kue ham, men blev fuldstændig besejret af Erik Abelsens hær den 28. juli 1261 på Lohede syd for Dannevirke. Både enkedronningen og hendes søn kong Erik havnede i fangenskab, og Margrethe blev først frigivet, efter at hertug Albrecht af Braunschweig havde interveneret til hendes fordel, og som tak for dette blev han udnævnt til dansk rigsforstander. Kong Erik måtte dog sidde tilbage i fængslet indtil år 1264.

Den nye rigsforstander hertug Albrecht for efterfølgende så voldsomt frem mod alle modstandere af kongehuset, at ærkebiskop Jakob Erlandsen måtte flygte fra landet. Under hans fravær lod enkedronningen sin rigsforstander Albrecht lægge beslag på domkapitlets gods for kronens regning, bl.a. Helsingborg og borgen ved Aahus, og lundekapitlets årbog fortæller, at "alle Lunds og Roskilde kirkers gods blev plyndret, og kannikkernes ejendom konfiskeret; præster blev skammeligt fængslet og berøvet alle deres ejendele; men at opregne alt det onde, som Gud tillod hertugen og hans medhjælpere at udrette, ville være for meget".

Skåningerne, som stod på ærkebiskoppens side, gjorde da oprør. Man generobrede Helsingborg og ødelagde Aahus slot, og den almindeligt hadede rigsforstander Albrecht flygtede fra Danmark. I 1266 bandlyste paven kong Erik og enkedronningen samt lyste interdikt over hele landet, fordi Jakob Erlandsen var blevet forjaget. 1272 indgik kong Erik og ærkebiskoppen et forlig, der indebar, at Jakob Erlandsen kunne vende tilbage til sit fædreland. Han kom imidlertid ikke længere end til Rygen, hvor han den 18. februar 1274 blev myrdet, sandsynligvis på kong Eriks ordre. Derefter blev der endelig sluttet fred mellem kirken og kronen, og paven ophævede interdiktet. Jakob Erlandsens kranie kan beses på Kulturen i Lund, og man kan ganske tydelig se hullet, hvor en pil fra en armbrøst trængte ind i ærkebiskoppens hovedskal og gjorde en ende på hans liv.
 
 



Jakob Erlandsens segl.
 

KILDER:
Folke Hellberg "Skånes historia"
Jonny Ambrius "Vem är vem i skånsk historia", "Skånes historia i årtal"
Uno Röndahl "Skåneland utan förskoning", "Skåneland II - på jakt efter historien", "Skåneland ur det fördolda"
Lars Lindeberg "Arvfjenden"
Hans Wåhlin "Boken om Skåne"
Johan Ottosen "Vor historie"
Stiftelsen Skånsk Framtid "333årsboken"